Kampene i Dvor

 

Ole Klinkby var i Dvor i 1995 for FN og NATO, for at observere mellem kroaterne og serberne, der var

i krig. Ole Klinkbys bunker blev ramt af en granat, og der meldtes flere soldater sårede!

Efter Sovjetunionens og østblokkens sammenbrud, brød flere af den kolde krigs konflikter ud.

I midten af Europa blev Jugoslavien opløst i en blodig borgerkrig. Danmark hjalp til med styrker til

FN’s fredsbevarende og fredsskabende indsats, og i 1992 blev der udsendt en dansk FN- og NATO

bataljon til Kroatien. En af de mange soldater der deltog i krigen, var officer Ole Klinkby der tog til

Dvor i Kroatien, i år 1995, hvor han holdt til i Camp Dannevirke. Soldaternes opgave var at observere,

og rapportere til FN og NATO, hvis der var uroligheder mellem kroaterne og serberne, der var de

store konfrontationer.

Soldaterne gik march så tit som muligt, for der havde ikke været nogle konflikter i lang tid.

Kroaterne havde fået hele deres land tilbage, der tidligere havde tilhørt Serbien. Serberne havde

trukket sig tilbage, så derfor regnede man ikke med at der ville komme flere konflikter. De danske

soldater var faktisk begyndt at pakke sammen, da spejdere begyndte at melde om aktivitet blandt

de to stridende parter, men soldaterne i Camp Dannevirke troede ikke rigtigt på det. Der blev faktisk

lavet sjov med, at det eneste farlige var den gode danske mad. Ole Klinkby var som alle andre

soldater ude at gå march den 17. september 1995, da der bliver slået alarm. Han går straks i gang

med at evakure sine mænd, få dem hjem til lejren, og ned i bunkersne. I bunkerne er der god

stemning. Alle tager det stille og roligt, selvom Camp Dannevirke ligger lige mellem de konflikterede

kroatere og serbere. Soldaterne ved heller ikke at de i de følgende 36 timer vil de blive bombet.

Pludselig ligger en mortergranat rigtig tæt på den ene bunker, som Ole Klinkby og 15 af hans

soldater er i. Det eneste lys der er i bunkeren er to pærer, men da mortergranat går af vælter en af

bunkerens vægge, og pærerne går på grund af trykket. Soldaterne begynder at melde sig selv sårede.

Der er fem let sårede og to hårdt sårede. Ole Klinkby begynder at give ordre. For enden af bunkeren ¨

holder et let pansret køretøj, som de fem let sårede kommer ud i. De bliver kørt til en dansk lejr

30 km derfra, hvor der ligger et felthospital. De hårdt sårede bliver trukket over i den anden ende af Camp Dannevirke til en pansret ambulance, som kører dem til den anden dansk lejr 30 km væk. I ambulancen er der også to førstehjælpere med. Resten af soldaterne flyttes over i en af de andre bunkers. Den følgende nat ved soldaterne godt, at det vil vare ved og de tager sandsækkene fra den beskudte bunker, og flytter dem over til den anden. Soldaterne i Camp Dannevirke kan godt se at de bliver nødt til at blive evakueret til den danske lejr 30 km derfra, men der bliver nødt til at være et observeringshold tilbage. Ole Klinkby melder sig frivilligt, og finder otte af sine mænd til at blive tilbage med ham. Der tror de alle at det bliver deres sidste døgn.

 

”Følte du dig modig, da granaten ramte jer?”

 

”Nej, jeg følte mig ikke modig. Det er ligesom en pligt man har overfor hinanden. Jeg stoler på, at mine soldater gør som de skal, og så gør jeg som jeg skal. Det er en pligt man har overfor hinanden. Ligesom man som borger har en pligt for andre borgere. Hvis man for eksempel ser en der bliver tævet, så siger man stop. Og så kan det godt være, at man får en på skallen, men jeg synes det er pinligt hvis man ikke gør noget overhovedet! Jeg stoler også på at hvis det er mig der bliver tævet, så siger andre stop”.

”Var du bange?”

”Ja, det var jeg, men det var ikke det jeg skulle fokusere på, og dér har man også en fordel som officer, fordi man hele tiden har opgaver der skal laves, så derfor havde jeg ikke tid til at tænke på at være bange, for det var mig der stod for ansvaret, det var mig der skulle udtænke nye planer, og det var mig som skulle holde hovedet koldt uanset hvad. Der var kun én gang jeg havde tid til at tænke på at jeg var bange, og det var da jeg sad i flyet på vej hjem, og kiggede på de to kister. Fordi der har man tid til at tænke på det hele, og det er heller ikke så rart at skulle aflevere to kister til familier. Jeg tog senere ud på Svanemølle kaserne og snakkede med kamppsykologerne, og fået at vide hvordan man skal håndtere en sådan situation. Jeg er sikker på vi har været ude for ting, som andre ikke har været ude for, men alligevel er der kun to af mine soldater, der har haft det svært efterfølgende, fordi, tror jeg, at de kom i arbejde så hurtigt”.

 

”Har det haft betydning for noget i dit liv?”

”Ja, det har det da,” smiler Ole Klinkby: ”Det har gjort, at jeg nu ved, at når det brænder på så kan jeg, så det har givet mig en hvis selvtillid. Det har også betydet, at der den dag i dag ikke er så meget, der kan slå mig ud, og som jeg plejer at sige: Ingen sårede ingen dræbte - det har været en god dag. Men nu ved jeg også at hvis der sker noget irriterende eller ærgerligt, så ved jeg at der kan være værre ting.

 

”Har det påvirket dig psykisk senere i dit liv?”

”Nej, for mig er det i dag bare et minde, fordi jeg, som sagt, kom i gang med at arbejde, og så fordi at man som officer skal fortælle historien mange gange til andre officerer, så jeg har noget at snakke og tænke det hele igennem flere gange, men de første år efter krigen, så inden jeg gik i seng, så tænkte jeg lige i 10-20 minutter på, hvad jeg kunne have gjort anderledes"

 

”Hvad var det værste du oplevede dernede?”

”Det var nok, da jeg sagde ja til at blive tilbage i lejren, for der troede vi alle at vi ikke ville komme derfra, og jeg så ringede jeg hjem til min mor og far og sagde pænt farvel, og at de havde været gode forældre. Det var ikke så rart. En anden gang da vi skulle rydde op i lejrene, og der var serberne lidt sure på NATO og FN, for de syntes ikke at de havde gjort noget for at stoppe angrebet. Så vi står og skal til at flytte en container, da en snigskytte sender to skud hurtigt efter hinanden lige over vores hoveder, lige ind i containeren. Vi kaster os ned, og kravler hen mod vores bil. Der spørger jeg skytten i bilen, om han kan se hvor skuddene kommer fra. Han siger at det kommer oppe fra nogle bakker, og så skyder han derhen. Der er jeg lidt bange, men i officer-sprog bruger man skyteorien, som er, at kugler er meget små, og der er jo meget luft".

 

”Sætter du mere pris på dit liv nu?”

”Jeg satte da også pris på mit liv før,” griner han: ”Jeg tror ikke man behøver at skulle have begået et eller andet heltemodet for at sætte pris på sit liv. Jeg tror man bliver mere ydmyg. Men jeg sætter ikke mere pris på mit liv, så nej".

 

”Hvad synes du er modigt?”

”Jeg synes, der er mange ting der er modige. Jeg synes, det er modig at påtage sig et ansvar, for eksempel læger uden grænser som tager ned i Afrika for at bekæmpe ebola. Jeg synes det er modigt at stille sig op på sin arbejdsplads og sige, at det ikke er den måde det skal være på. Selvfølgelig er der konsekvenser ved at gøre sådan nogle ting.
Så der er mange aspekter af mod. Og i krig er alting meget mere ekstremt, og konsekvenserne er nogle gange meget større. Men man skal ikke forveksle mod med dumdristighed, for hvis man er dumdristig bringer man andre mennesker i fare. Danmark har i de seneste år været i Afghanistan, Irak og Kroatien, og der var mod at man ville redde sine kollegaer, men mod var anderledes under 2. verdens krig, hvor mod var at man stormede over minefelter, og vidste at man højst sandsynligt ville dø. Det har krævet et stor mod, så mod har ændret sig de seneste 20 år”.

 

”Ville du gøre det igen?”

 

”Ja,” siger Ole Klinkby glad: ”Både fordi jeg synes det er nogle vigtige opgaver, og fordi at jeg ved hvordan man håndterer det. Men også for at hjælpe andre. Der var engang, hvor jeg stod på Lyngby station, og der trådte en mand ud foran en bus, og ramte sidespejlet på bussen. Han fik flået sit ansigt op, og der stod en masse andre mennesker, som ikke gjorde noget og det er noget svineri, så jeg træder frem og udøver førstehjælp, mens de andre stiller sig i en cirkel, og tager billeder. Det er åndsvagt, og dér synes jeg at folk skal tage det mod der skal til i stedet for at være nogle skvat, der var heller ikke nogen der tog sig tid til at snakke med buschaufføren, den stakkels mand. Han udførte jo bare sit job. Vi skal tage os af hinanden, og det skal man gøre i situationen, når der er tid til det!”

 

Ole Klinkby fik forsvarschefens påskønnelse for fortjenstfuld indsats, da han kom hjem fra Kroatien.

Forsvarschefens påskønnelse for fortjenstfuld indsats menes, som en overrækkelse af medaljer og diplomer for modig og fortjenstfuld indsats. Når soldater har gjort en modig indsats får de en krigsmedalje og et diplom ligesom Ole Klinkby. Ham og fire andre soldater fik forsvarschefens påskønnelse for fortjenstfuld indsats. Ole Klinkby fik medaljen, fordi han havde vist ansvarshed og havde handlet under kampen.